Jeg sagde jo, jeg var god

En anekdote fra før corona

“Jeg sagde jo, jeg var god” hører jeg ikke mig selv sige ofte. Men i dag gjorde jeg. Om skøjteløb. Den slags er lidt som at cykle: når først det sidder i kroppen, bliver det hængende.

Vores nabolag er blevet beriget med Broens Skøjtebane som jeg frekventerer i disse dage. Jeg har fortalt Jarl, at jeg er rigtig god til at stå på skøjter, men da han så mig i min nye yndlingssweater på på vej ud, sagde han alligevel: “skat, måske skal du ikke tage din bedste sweater på derned? Den går jo stykker, når du falder”.

Nå, han rullede med ned til banen til aften for at slupre en kop varm kakao og se lidt på (det lykkedes desværre ikke få lokket ham i orange lejeskøjter og støttepingvin). Da jeg ramte hans kakaopitstop efter de første par runder, lød det ud under flødeskumsoverskægget: “Wow skat – du ér jo god!”.

Dét at han blev overrasket, er det vigtige her i historien. Jeg mener, jeg havde jo sagt, at jeg er god. Og ikke uberettiget. Naturligvis.

Det er ikke første gang, den her scene udspiller sig: sidste gang med en date på skøjtebanen, havde jeg også nævnt niveauet forinden. Faktisk lidt som en servicemeddelelse, for at give ham mulighed for at finde på en anden aktivitet, hvor vi ville være mere lige. Bowling eksempelvis. Men han svarede blot, at faktisk også er rigtig god, så afsted med os. Da klingerne ramte isen den dag, var det tydeligt, at “god” kommer i mange (!!) nuancer.

Det her er et perfekt billede på noget af det, jeg oplever som den største forskel mellem de fleste mænd, jeg møder og så mig selv og mine veninder. Hvor meget reel skill, der skal til for at kalde sig selv for god. Graden af selvindsigt. Og så er det et helt lavpraktisk eksempel på dét, der gør, at mange mænd i langt højere grad end kvinder ansøger om job, de ikke på papiret er kvalificerede til.

Og nej, der er ikke biologisk betinget, det handler om opdragelse.

Fem grunde til ikke at kaste dig ud i noget nyt

Ramt af tanken? (Ikke et selvportræt :))

Drømmer du nogle gange om at være en af dem, der siger ting som “mit arbejde er min hobby” eller “det kribler i mig for at komme på kontoret, når jeg vågner om morgenen”? At lave noget, du brænder for. Noget du laver, fordi du elsker det.

Måske leger du endda med tanken om at skifte branche eller bare sige op og gå all-in på oliemaleri eller dit indie-band? Måske er 2020 den nye start, du har ventet på?

Og dog. Nogen skal jo lave det, du laver (i hvertfald hvis man glemmer pseudoarbejdets kritikere for en stund). Du bliver nok endda betalt en nogenlunde hyre for det. Så her er fem grunde, der kan inspirere dig til at beholde det der job lidt længere alligevel: 

Bevar din levestandard og din gæld 
Du har ikke råd til et lavere betalt job, for renter og rater skal betales til realkreditinstituttet osv. Og så er det jo ikke gratis at spise trøffelolie på salaten eller Junos friskbagte surdejsbrød lørdag formiddag. For ikke at nævne de livsnødvendige spaophold og weekendgetaways. Så god er dagpengesatsen heller ikke.  

Bevar dit omdømme 
Det kræver hårdt arbejde at opbygge et godt omdømme. Dit nuværende er sikkert ganske solidt: du er jo Senior Specialdviklingskonsulent, og du er ambitiøs og gør det godt. De andre respekterer dig for det. Hvorfor sætte dét over styr midt i det hele?  

Bevar din selvforståelse 
Når du i mange år, har identificeret dig med arbejdet, vil det være en tom følelse at sige op. Så bliver du måske til sådan én, der skal til at finde sig selv. Det er desværre forbeholdt nyudklækkede studenter.  

Du kender dit græs 
Måske er græsset slet ikke grønnere på den anden side. Måske er det sådan en ørkenagtig gullig nuance. Ja, måske er det ikke engang græs men mere sådan en japansk atriumgård, som nogle mennesker herhjemme anlægger i deres forhave. Fy for den. 

Undgå besværet ved at finde på noget andet 
Hvad er overhovedet alternativet for dig? Det kan være, du har en uddannelse med regnestykker og forvaltning og den slags. Det vil være lidt af en energirøver at spekulere over, hvad den egentlig ellers kan bruges til. 

En simpel tommelfingerregel er, at hvis du ikke prøver, kan du ikke fejle. Der er altså masser af gode kræfter at spare ved at blive på din pind og undgå nederlag.   

Er dit arbejde din identitet?

Serveringsforslag

International Business på CBS og konsulentjob. Ja, og oven i købet kvinde. Hvad siger det dig? For nogle kan den cocktail oversættes til noget i stil med 12-talspige med karriere på hjernen. Hende der med de skarpeste rundsavsalbuer i altid nystrøgede boomuldsskjorter, der tager uforholdsmæssigt hurtige skridt i høje støvler på kontorgangene. 

Skal det så være min identitet? 

Måske ikke nødvendigvis. Det er dog alligevel med uddannelse og arbejde, jeg introducerer mig. For det gør vi jo. 

Eksempelvis da jeg for nylig mødte mit skrivekursushold for første gang: vi tog en introduktionsrunde om bordet for at lære hinanden at kende. Per automatik lagde vi alle ud med at fortælle navn, alder, uddannelse og arbejde.

I mit hovede dannede jeg hurtigt et billede af hver af de fem andre udfra deres uddannelse. Jeg tænkte endda, at det nok var sundt at hænge ud med sådan nogle alternative RUC-typer. Men var samtidig lettet over, at der var én anden økonomisk anlagt type – bare så jeg ikke bliver ladt alene med de humanistiske kommunister.

Men måske fortæller uddannelse og arbejde ikke en retvisende historie om, hvem de her mennesker er? Måske kunne de sige noget andet, lige så kort, som havde fortalt langt mere om dem. Formålet var trods alt at lære hinanden at kende.

Der må være mennesker her i kongeriget, der betragter arbejde som et middel til at betale for husleje og grillfest og giver mulighed for at gå til ishockey og skrivekursus uden økonomiske bekymringer. I hvert fald mere end hvem de er som menneske.

Og hvad med dem, der ikke har et arbejde? Hvem er de? Skal deres identitet være bundet op på de stigmata, der kommer med dét? Man behøver jo hverken at være dum eller doven for at ramle ind i en nedskæringsrunde.

Nå. Bare rolig, jeg prøver ikke at fortælle, hvordan du skal introducere dig selv. Tvært imod. Jeg gad godt, at vi gav hinanden mere frihed i introduktionen til at være, som vi har lyst til. For eksempel ved at stille spørgsmål som ”hvad kan du godt lide at lave?” i stedet for at være reduceret til en jobtitel. Det kræver dog, at vi har forholdt os til det på forhånd.

Tilbage i skriveklubben tog vi endnu en runde om bordet; vi skulle fortælle en ting om os selv, de færreste ved og om en begivenhed, der ændrede vores liv. Dér blev det svært. Ingen af os lod til at have tænkt over det. Men det gør jeg nu. Ellers begynder jeg snart at tro på fortællingen om den spidse skjortedame. 

Jeg ville ønske, jeg var et blad

Jeg ville ønske, jeg var et blad. Genopstå hvert eneste forår. Titte stille frem som solen melder sin ankomst. Og så først åbne armene helt, når den for alvor har besluttet at flytte hjem på himlen igen. Når den varmer og giver mod til udfoldelse og til at vise sig frem i fuld figur.

Tidligt på sæsonen ser bladet lyst og skrøbeligt ud. Men det er stærkt helt som knop. Det sidder godt fast på sin gren, mens det lader sig gro, med hjælp fra solens stråler. Men ikke modvilligt. Ikke som at løbe efter bussen i regnvejr og sko, som egentlig kun er til fint brug.

Regnvejret er i det hele taget noget andet for et blad. Det drikker af dråberne og bader sig i dem – med stor fornøjelse. Alt imens det renser himlens luft med sin charme og sit grønne skær. Og så gemmer det lidt regn til senere. Til de tørre dage. Indtil regnen igen beslutter at regne.

Ingen har noget imod bladet. Det ånder og skaber liv for andre. Stille. Og nyder at gøre det. Lige indtil det bliver efterår, hvor det finder sin fine rejsefrakke frem og med sin diskrete rislen og susende sang takker af for denne gang. 

Og så holder det lidt afstand til træet; måske fordi de har fået nok af hinanden for en stund. Lige til foråret kommer igen og tager de lysere dage med. Hvor bladet trives på ny. Men de helt mørke tider, dem ser bladet ikke. For bladet siger fra i god tid. Jeg ville ønske, jeg var et blad.

Måske det er okay ikke at have noget livsmål?

Min store frygt, tunnelsynet

‘Hvad jeg gerne ville have været som 30-årig’ er temaet til den fødselsdag, jeg skal til i morgen. De fleste gæster er omkring de 30, så det er vist ment som et sjovt tema. For mig, med mine knapt 24 år, er det på mange måder mere et presserende livsspørgsmål, jeg pludselig skal forholde mig til. Hvad vil jeg være som 30-årig?

Jeg aner det ikke. Så hælder til den lette løsning: ikke at tage stilling. Bare klæde mig ud som Disneyprinsesse, græsk gudinde eller wonderwoman. Men jeg burde måske forholde mig til spørgsmålet – jeg er trods alt en slags voksen. Og hvor vil jeg egentlig gerne være om seks år? Hvad vil jeg være? Hvad er mit mål?

Vi taler om dét at være målrettet som noget positivt. Som noget, de dygtige er. Det, der gør, at man kommer frem i livet og bliver til ’noget’. Jeg har dog aldrig dyrket det der med livsplanlægning og målsætning. Aldrig tænkt mere over det end nu hvor temafesten tvinger mig. Jeg beskylder dovenskab og frygt for at være årsagerne min manglende målsætning:

Dovenskab affødt af, at jeg har været heldig nok til, at meste er faldet i hak alligevel trods de ikkeeksisterende mål og planer. Som om tilfældigheder, spontanitet og umiddelbar lyst har været nok.

Og så frygt. Frygten for at få tunnelsyn. En slags next level FOMO hvor jeg frygter, at en fantastisk verden i mange dimensioner og farver foregår omkring mig, alt imens jeg kun har øje for målet (se illustration). Et mål som måske, måske ikke kan gå i opfyldelse. Fordi det i sagens natur kun eksisterer i fantasien. I så fald vil jeg være gået glip af alt det, mine øjne ikke var åbne for.

Grænselandet mellem drømme, ambitioner og mål er flydende. Men for mig ligger den største forskel i håndgribeligheden og i graden af planlægning. For eksempel drømmer jeg om at være lykkelig gennem livet. Jeg har en ambition om at være en god datter, søster, kæreste, veninde og kollega. Men jeg har ikke mål såsom at blive blive fast-track forfremmet og en plan for, hvordan jeg skal komme derhen.

Også fordi jeg tror på, at målsætning er søster til forventning. Og at forventninger er nært beslægtede med skuffelse. Fordi forventninger sjældent overlapper med virkeligheden. Men at arbejde imod det bestemte mål, kan måske være en rar fornemmelse. Det med at vide, hvor skuden er på vej hen.

Så måske er målet noget, vi sætter i stedet for at finde et formål? Dét kan helt sikkert være svært at identificere.

Og måske det målrettede liv kan avle mere success på målbare parametre som løn og LinkedIn-connections og Lifetime Platinum Elite status hos Marriott. Men måske ikke. Og måske er du ikke motiveret af det målbare men mere af det uhåndgribelige. Som sommerfugle i din mave og solrige søndage i Kongens Have. Alt det man ikke kan planlægge sig til.

Derfor har jeg ingen større mål. Ikke udover at være i verden. Have det godt. Måske gøre noget godt for nogle andre. Måske.

Er det sjælefred eller inklusionsfest, København pyntes op til i Prideugen?

Pynter virksomheder sig med lånte regnbuefjer, når de indhyller sig i Pridens symboler?

Jeg har været temmelig tøvende i forhold til at poste de her tanker. For forstå mig ret; jeg er vild med Pride. Inklusion og ligestilling hvad end det angår køn, seksualitet, religion etc. er jeg stor fortaler for, og det er skønt at se så mange forskellige aktører støtte op om om det gode budskab! Hele paraden minder mig i øvrigt mest af alt om en regnbuefarvet Distortion – så what’s not to like? 

Men måske er netop sådan en attitude, der bliver anfægtet af nogle grupper: at minoriteten endnu engang drukner i massen, som gerne vil være en del af festlighederne uden nogen tilknytning til LGBT+ miljøet og uden at bekymre sig om de relevante problemstillinger i årets 51 ikke-Pride-uger.

I løbet af sidste uge kom begrebet ‘pinkwashing’ mig for øre. Et begreb, der beskriver virksomheders udnyttelse af LGBT+ minoritetens farverige symboler i et forsøg på at tillægge sig selv en række sympatiske værdier – dog uden at abonnere på dem på fuld tid. Greenwashing af inklusion. 

For da storkapitalen i sidste uge var malet regnbuefarvet, må hensigten de fleste steder have været at sende signal om åbne og inkluderende organisationer. At fremstille eksempelvis Danske Bank som et sted for alle slags mennesker – også dem, der vasker mere kulørt end hvidt. Men er det et retvisende billede, eller pynter de sig med lånte fjer?

Det mere symbolrige bybillede har givet anledning til en række spørgsmål: hvilke videre tanker og handlinger ligger bag al den dekoreren? Har virksomhederne bag de pyntede mure en aktiv inklusions- og diversitetsagenda? Støtter de Priden finansielt – og er det overhovedet nok i sig selv? Eller er det udelukkende en marketinggimmick i forsøget på at få den offentlige anseelse lidt på ret kurs, hvis det nu ikke går så godt med aktiens?

En uvant følelse ramte mig, da jeg først hørte om pinkwashing. Jeg følte mig truffet og lidt på dybt vand. Måske en følelse nogle mænd kan genkende fra #metoo og feminismebølgen. Det med at en standard cis mand aldrig vil opleve livet fra en kvindes perspektiv og dermed kan have svært ved at italesætte og navigere i feministiske problemstillinger eller vide, hvordan han kan være én. Altså en feminist. Det kan jeg pludselig relatere til i forhold til LGBT+.

Jeg kan ikke gennemleve de samme udfordringer som en LGBT+ person, og det kan virke malplaceret at bevæge mig ind i den sfære – selv med gode intentioner. Alligevel render jeg rundt i firmaets officielle Pride t-shirt fra kældergaveshoppen. Den er hvid og unisex, og henover brystet er trykt et blåt skib lastet med containere i alle regnbuens farver. 

T-shirten er pæn, synes jeg. Men er det for lidt? Er den for meget? Er det pinkwashing på individniveau, når jeg render rundt i sådan en letkøbt t-shirt? Eller er der points for effort at hente? Og er det mere okay, når jeg iklæder mig disse symboler, end når Danske Banks hovedkontor gør det? Jeg er trods alt ikke kriminel.

Er det i det hele taget ikke et sundhedstegn, at vi her i byen – personer såvel som virksomheder – pynter op i hyldest til forskelligheder? Uanset hvor overfladisk det end er lige nu, er det måske et stort skridt i retning af at gøre inklusionen folkekær? Eller er det i virkeligheden kulturel appropriation, vi er ude i? Hjælp!

JOMO – en følelse

Et lørdagsselvportræt – fuld af fryd over at gå glip af alt muligt vildt

JOMO er antonymet til det velkendte begreb, FOMO. Det udtales cirka ligesom Joey Moe sagt hurtigt eller med tyggegummi i munden. Det er the Joy of Missing Out. Måske kender du allerede begrebet. Jeg stødte først på det i dag trods mit indgående kendskab til følelsen.

Det er en følelse, der kan se ud på mange måder. For eksempel sådan her: det er lørdag aften, klokken er 21, og jeg var egentlig inviteret til noget hot-dog-grill-før-byen på Nørrebro men ligger i stedet på min seng pakket ind som en sommerfuglepuppe i et fluffy lyserødt håndklæde og skal til at varme rester af thai takeout fra i går. 

Essencen af det er alenetid. Frede-Frede tid. Men det, der gør det til ægte JOMO, er at der samtidig foregår noget andet, som jeg i sagens natur går glip af. Modsat FOMO, handler JOMO om friheden til og nydelsen ved at vælge noget fra og at vælge alenetiden til. FOMO er i højere grad den ufrivillige prioritering. Der hvor jeg ikke har modtaget hot-dog-grill-invitationen i første omgang men blot må finde mig til rette på instagrams tilskuerrækker; en forfærdelig følelse i øvrigt.

JOMO derimod, den selvvalgte alenetid, har nærmest fået lidt kult status i mit hovede. For jeg har både fået kvalitetstid alene og social anerkendelse i form af en invitation, som her gør det muligt at opnå JOMO.

Ja, det vidner klart om et gigantisk privilegium og måske et lidt forstørret ego. Men jeg har godt nok glædet mig til at skulle lørdagsnulre i nattøj alene for første gang i mange uger. Og jeg ved, at når jeg vågner i morgen formiddag, vil jeg prise mig lykkelig for, at den eneste væske med alkohol jeg har indtaget i dag, var den smule mundskyl, jeg i et uagtsomt øjeblik kom til at synke her til morgen. 

Måske er han opdraget til at respektere privat ejendomsret mere end personlige grænser

Som at tale til en mur

Når jeg til en fest eller fredagsbar eller forretningsmiddag eller nogen form for fejring siger nej tak til at drikke alkohol, bliver mit nej konsekvent udfordret. ”Lev nu lidt”, ”hold nu op med at være så kedelig”, ”det er kun torsdag én gang om ugen”, ”himlen er blå” kan det eksempelvis lyde fra den, som byder. 

Der findes kun to former for nej, som er socialt acceptable: jeg-skal-køre-hjem-nejet og jeg-er-gravid-nejet. Og selv de to forklaringer bliver somme tider udfordret af de særligt kække.

Og hvis man som mig ikke rigtig mestrer lyvekunsten eller bare ikke ligner én, der er med rogn, ender det som regel med noget med at spytte i en dåsebajer for at bevare den gode stemning.

Jeg oplever ofte en lignende dynamik, når det kommer til tilnærmelser fra det modsatte køn. At et nej ikke er nok i sig selv. Og at meget få grunde bliver godtaget. 

Her er en lille anekdote fra det virkelige liv om Preben og mig til en firmafest. Vi havde mødt hinanden til et par konferencer før, men er ikke i kontakt til hverdag. Han var en af de få jævnaldrende til festen og er i øvrigt både flink og imødekommende. Win. Så vi talte over et par velkomstdriks og efter middagen dansede vi til Ed Sheeran med nogle fra hans team. 

Nå, kald mig bare naiv: jeg blev overrasket, da Preben prøvede at tage min hånd, midt i en samtale med et par andre kollegaer udenfor. Jeg trak diskret hånden til mig, og lod dét være afvisningen for ikke at sætte nogen i forlegenhed. 

Men så snart han fik muligheden, trak han mig til side. Han stillede sig tættere på mig end jeg brød mig om, og begyndte at overhælde mig med komplimenter. Inden jeg kunne nå at afbryde ham eller tage et skridt tilbage, havde han fortalt om sin store fascination for mig. 

Lidt smigret og mest forfjamsket over hans direktehed fik jeg sagt noget med ”naaarh, Preben, den går ikke – vi er jo kollegaer”. 

Men den købte han ikke. Så jeg skrællede det mest høflige lag af, og forklarede, at jeg ikke havde det på samme måde, og ikke havde lyst til andet end hans venskab. Jeg toppede den endda af med et undskyld, som om jeg skyldte ham noget andet, nu hvor jeg ikke kunne tilbyde ham min krop. 

Men den direkte metode havde ingen effekt på ham. Det var som at tale til en mur. Han rykkede bare tættere på og kørte videre i samme rille. 

“Preben” sagde jeg til sidst, “jeg har en kæreste”. 

Først dér lod han til at overveje at høre et nej. Måske er det noget med, at han er opdraget til at respektere privat ejendomsret men ikke personlige grænser.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har en kæreste. Jeg ville bare sådan ønske, at et nej kunne veje tungt nok i sig selv. At det ville være okay, at jeg ikke har lyst til ham. At det ikke kun fordi, jeg ‘tilhører en anden anden’, at jeg får lov at slippe. At blive respekteret som herre over mig selv. 

Da jeg smuttede hjem, fangede han mig i døren, og gav mig disse ord med på vejen:
”findes der ikke en måde, vi kan have en ’ting’?”
”nej”
”hmph.. sig til hvis det ikke går med ham der fyren”. 

Kan censor give andet end 12, når han ikke har læst din opgave?

Buket til den nyudklækkede bachelor fra fam

Bacheloropgavevn. Den sidste sprint af de tre første år på uni. 

Eller sprint og sprint. Karstens og mit forår mindede mest af alt om en slags kapgang. Primært på grund af opgaveformatet: 

Idéen er, at man skal fremstille en form for akademisk boullionterning i overstørrelse bestående af teori, metode, analyse og så lidt ekstra fyld. Det hele kulminerer i et mundtlig forsvar af det videnskabelige unikum, der er blevet til i processen.

Det lyder næsten lige så dødsygt, som det er. I retrospekt dog også ret hyggeligt. 

Forsvaret er den eneste nervepirrende del af det. Selv efter hvad der føles som en livstid af mundtlige prøver og præsentationer, bliver jeg ramt af et solidt adrenalinkick og supplerer gerne op med kaffe til mine hænder kun lige netop kan ligge stille på det grønne bord. Der er nærmest noget rituelt i det nu, for det går altid alligevel.

Og med udprintede slides i blågrønne nuancer med nye insights og alternative metodeforslag gik forsvaret ganske glat. Altså udover at spørgsmålene fra censor bar tydeligt præg af hans eget fag indenfor agerbrug eller noget andet urelateret. De få spørgsmål, som ikke var generiske, var ude af kontekst. I hvert fald opgavens kontekst. Men i høflighed og medfølelse over at have udsat manden for så tørre 60 sider, svarede jeg efter bedste evne. 

De sendte mig ud for votering. 

Tilbage i det lille lokale nogle minutter senere fik jeg serveret en omgang fantasiløs ros for arbejdet toppet af med et 10-tal. Tæt på at acceptere den udmærkede karakter til fordel for sommerferie spurgte jeg alligevel ind til konkrete mangler i opgaven. Censor påpegede usammenhæng i en graf på side 14; en simpel lineær regression. Lavet i Excel. Han havde tydeligvis ikke sat sig ind i opgavens indhold. Eller figurteksten under grafen.

Jeg forstår da udemærket at han ikke havde haft lyst til at læse opgaven; jeg havde eller ikke lyst til at skrive den. Jeg har heller ikke lyst til at stå op om morgenen eller afkalke badeværelset eller gøre bradepanden ren efter lasagne. Men jeg gør det alligevel, for sådan er det bare.

Så jeg bad pænt om lov til al tale lidt om grafen og supplerede op med at læse et afsnit fra samme side, som forklarede sammenhængen krystalklart. 

Jeg blev sendt ud for en ny omgang votering og endte med at gå derfra med blomster i favnen som fuldbyrdet 12-talspige.