Pølsefabrikken – en følelse

Illustration: pølser og en enkelt frankfurter

Pølsefabrikksfølelsen er nært beslægtet med kviksandsfølelsen. De melder ofte deres ankomst samtidig, og den ene kan nemt være en trigger for den anden. 

Da jeg gik i skole havde jeg den tit. Både i gymnasiet og på uni. Ikke så meget i folkeskolen, for der stillede jeg i mindre grad spørgsmålstegn ved at gå i skole. De voksne havde jo bestemt, at det var den eneste mulighed. Nemt nok.

Nu er jeg færdig med skole men kan stadig have følelsen. Det er følelsen af at blive skåret over én kam med alle andre i et system. Som på en pølsefabrik. At være en del af en masseproduktion af aflange kødklumper; blot en lille pølse uden signifikans i sig selv men som dog skal leve op til bestemte krav for at blive accepteret. 

I skolen var det værst. Alle skulle have proppet hovedet fyldt med samme viden bestemt af an flok voksne, som selv har været igennem noget lignende. På arbejdet ligeså. Nogle mænd har bestemt hvad der skal ske, og så må vi eksekvere på det. Der kan være enkelte frankfurtere i flokken, men ellers er pladsen til kreativitet og afvigelser marginal (se illustration).

Den største forskel fra pølsefabrikken er dog, at den ikke er styret af pølser; i det mindste lidt diversitet dér. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s