Brødkrummer og voksenansvar

Uinviteret insekt i størrelsesforhold 1:1

Der sad lige et helt uinviteret insekt på min laptop. Den fik et lille dask; netop hårdt nok til at være dødbringende, men uden at smatte den ud. Og så smølfesparkede jeg den ned på gulvet.

Det er noget, jeg gør meget. Altså det der med at feje ting ned på gulvet. Brødkrummer, støv, døde planterester, afpillede tånegle osv.

Det eneste problem med det er, at jeg selv skal rydde det op. I min barndom forsvandt de fleste morgenbrødkrummer gerne på magisk vis i løbet af dagen. Men i min lejlighed hober de sig bare op, indtil jeg føler mig tvunget til at svinge en støvsuger.

“Det er sgu da klart” kunne man sige. Og det er da en fair pointe. Men i virkeligheden handler det her ikke om brødkrummer og døde fluer. Det handler om at tage ansvar for sig selv hele vejen rundt.

Brødkrummer: et billede på voksenlivet

Brødkrummerne er blot et billede på, hvordan voksenlivet fungerer med direkte sammenhæng mellem handling og konsekvens. Ikke fordi konsekvenser ikke eksisterede i min barndom, men dengang var det i højere grad mine forældre, der ville blive stillet til ansvar, hvis jeg f.eks. ikke lavede lektier eller kom for sent i skole.

“Spørg en voksen” kan jeg jo for eksempel ikke svare, når banken ringer. Og forsikringer og licens og fagforening og pension og skat og alt det andet er der heller ikke nogen til at forholde sig til eller betale for. Kun mig.

Jeg anerkender, at det er noget helt naturligt ved at blive voksen. Og jeg fikser det. Men jeg har tit lyst til at lave en struds på den og stikke hovedet i jorden som om jeg ikke findes.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s