Ligner jeg en bomuldshund?

Selvportræt fra øjeblikket

Jeg hilste på en kollega ved kaffeautomaten i dag. Han er en ganske almindelig voksen mand. Lidt ældre end midaldrende vil jeg tro. Vi er på god fod og sidder tæt på hinanden men er ellers ikke tætte. Han stod med en gæst. Alting helt normalt indtil han hilste igen med et ”hej” og to klap på mit hoved. Den slags hovedklap man knapt ville give til et barn. Måske til en soigneret hund. Og så gik han videre med gæsten.

Det er ingen hemmelighed, at jeg stadig er ved at finde mig til rette i en voksenidentitet. I min fritid prøver jeg ikke på det. På arbejdet prøver jeg lidt ved at opføre mig ansvarligt men samtidig autentisk. Men det egentlig helt irrelevant, for voksen eller ej forventer jeg at blive behandlet med respekt. Men der er langt fra hund til barn. Og endnu længere fra hund til kollega.

Ja okay. Jeg indrømmer, at min fluffy lyselilla angorasweater får mig til at se blød og lidt pelset ud. Og den fremhæver bestemt noget nuttet i mig. Men selv ikke dét er en invitation til at klappe på mig. Og med mine 168 cm. kan han vel næppe have forvekslet mig med en bomuldshund?

Jeg følte mig nedværdiget. Helt lillebitte. Især fordi han havde en gæst med. Jeg kunne lige så godt have været husterrieren.

Så hvad gjorde jeg?

Ingenting. For jeg var ikke forberedt, og jeg vil ikke betragtes som sådan en snerpet, nærtagende type; en kasse man let kan komme i som kvinde blandt mange mænd. Og jeg ville da i øvrigt ikke ydmyge ham over for gæsten.

Hvis det sker igen, tænker jeg bare at begynde at gø.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s