White-girl-mut – en følelse

Det er lidt af en ond cirkel af en følelse. Den melder sig for det meste søndag aften eller lige i de sidste dage af en ferie. Den er en slags next level version af ‘Sunday blues’.

Essencen er, at når den ugidelige angstbeslægtede søndagsfølelse opstår, melder der sig en form for selvbebrejdelse umiddelbart efter. Den kommer af en idé om, at jeg som et af verdens mest priviligerede mennesker ikke har ret til at føle mig dårligt tilpas, af grunde som ikke at kunne sove længe om mandagen. 

Jeg har en fantastisk familie, en dejlig kæreste, en uddannelse, et socialt acceptabelt arbejde og penge nok til at købe nye sko når det passer mig. Og alligevel er jeg mut. Det har jeg da ikke ret til, tænker jeg. 

Og så ligger jeg der og tænker videre over, hvad livet egentlig er og bebrejder mig selv for, at jeg ikke redder et eneste sultent barn i bushen, eller er klimaforkæmper, eller finder kuren mod svineinfluenza elller noget som helst andet end at rykke ikoner rundt i PowerPoint (se figur).

Figur. White-girl-mut i aktion

Så får jeg det lidt værre og bliver forstærket i tankerne om, at jeg er havnet på en ligegyldig hylde og i øvrigt er personificeringen af en ond kapitalist. Og det fungerer som ren gødning til tankerne om, at jeg burde gøre noget godt for verden og måske for mig selv. Ikke kun for shareholders, som vel mindst er blandt verdens top 0,01% rigeste trods den undertiden ringe aktiekurs.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s