Måske er han opdraget til at respektere privat ejendomsret mere end personlige grænser

Som at tale til en mur

Når jeg til en fest eller fredagsbar eller forretningsmiddag eller nogen form for fejring siger nej tak til at drikke alkohol, bliver mit nej konsekvent udfordret. ”Lev nu lidt”, ”hold nu op med at være så kedelig”, ”det er kun torsdag én gang om ugen”, ”himlen er blå” kan det eksempelvis lyde fra den, som byder. 

Der findes kun to former for nej, som er socialt acceptable: jeg-skal-køre-hjem-nejet og jeg-er-gravid-nejet. Og selv de to forklaringer bliver somme tider udfordret af de særligt kække.

Og hvis man som mig ikke rigtig mestrer lyvekunsten eller bare ikke ligner én, der er med rogn, ender det som regel med noget med at spytte i en dåsebajer for at bevare den gode stemning.

Jeg oplever ofte en lignende dynamik, når det kommer til tilnærmelser fra det modsatte køn. At et nej ikke er nok i sig selv. Og at meget få grunde bliver godtaget. 

Her er en lille anekdote fra det virkelige liv om Preben og mig til en firmafest. Vi havde mødt hinanden til et par konferencer før, men er ikke i kontakt til hverdag. Han var en af de få jævnaldrende til festen og er i øvrigt både flink og imødekommende. Win. Så vi talte over et par velkomstdriks og efter middagen dansede vi til Ed Sheeran med nogle fra hans team. 

Nå, kald mig bare naiv: jeg blev overrasket, da Preben prøvede at tage min hånd, midt i en samtale med et par andre kollegaer udenfor. Jeg trak diskret hånden til mig, og lod dét være afvisningen for ikke at sætte nogen i forlegenhed. 

Men så snart han fik muligheden, trak han mig til side. Han stillede sig tættere på mig end jeg brød mig om, og begyndte at overhælde mig med komplimenter. Inden jeg kunne nå at afbryde ham eller tage et skridt tilbage, havde han fortalt om sin store fascination for mig. 

Lidt smigret og mest forfjamsket over hans direktehed fik jeg sagt noget med ”naaarh, Preben, den går ikke – vi er jo kollegaer”. 

Men den købte han ikke. Så jeg skrællede det mest høflige lag af, og forklarede, at jeg ikke havde det på samme måde, og ikke havde lyst til andet end hans venskab. Jeg toppede den endda af med et undskyld, som om jeg skyldte ham noget andet, nu hvor jeg ikke kunne tilbyde ham min krop. 

Men den direkte metode havde ingen effekt på ham. Det var som at tale til en mur. Han rykkede bare tættere på og kørte videre i samme rille. 

“Preben” sagde jeg til sidst, “jeg har en kæreste”. 

Først dér lod han til at overveje at høre et nej. Måske er det noget med, at han er opdraget til at respektere privat ejendomsret men ikke personlige grænser.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har en kæreste. Jeg ville bare sådan ønske, at et nej kunne veje tungt nok i sig selv. At det ville være okay, at jeg ikke har lyst til ham. At det ikke kun fordi, jeg ‘tilhører en anden anden’, at jeg får lov at slippe. At blive respekteret som herre over mig selv. 

Da jeg smuttede hjem, fangede han mig i døren, og gav mig disse ord med på vejen:
”findes der ikke en måde, vi kan have en ’ting’?”
”nej”
”hmph.. sig til hvis det ikke går med ham der fyren”. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s