Er det sjælefred eller inklusionsfest, København pyntes op til i Prideugen?

Pynter virksomheder sig med lånte regnbuefjer, når de indhyller sig i Pridens symboler?

Jeg har været temmelig tøvende i forhold til at poste de her tanker. For forstå mig ret; jeg er vild med Pride. Inklusion og ligestilling hvad end det angår køn, seksualitet, religion etc. er jeg stor fortaler for, og det er skønt at se så mange forskellige aktører støtte op om om det gode budskab! Hele paraden minder mig i øvrigt mest af alt om en regnbuefarvet Distortion – så what’s not to like? 

Men måske er netop sådan en attitude, der bliver anfægtet af nogle grupper: at minoriteten endnu engang drukner i massen, som gerne vil være en del af festlighederne uden nogen tilknytning til LGBT+ miljøet og uden at bekymre sig om de relevante problemstillinger i årets 51 ikke-Pride-uger.

I løbet af sidste uge kom begrebet ‘pinkwashing’ mig for øre. Et begreb, der beskriver virksomheders udnyttelse af LGBT+ minoritetens farverige symboler i et forsøg på at tillægge sig selv en række sympatiske værdier – dog uden at abonnere på dem på fuld tid. Greenwashing af inklusion. 

For da storkapitalen i sidste uge var malet regnbuefarvet, må hensigten de fleste steder have været at sende signal om åbne og inkluderende organisationer. At fremstille eksempelvis Danske Bank som et sted for alle slags mennesker – også dem, der vasker mere kulørt end hvidt. Men er det et retvisende billede, eller pynter de sig med lånte fjer?

Det mere symbolrige bybillede har givet anledning til en række spørgsmål: hvilke videre tanker og handlinger ligger bag al den dekoreren? Har virksomhederne bag de pyntede mure en aktiv inklusions- og diversitetsagenda? Støtter de Priden finansielt – og er det overhovedet nok i sig selv? Eller er det udelukkende en marketinggimmick i forsøget på at få den offentlige anseelse lidt på ret kurs, hvis det nu ikke går så godt med aktiens?

En uvant følelse ramte mig, da jeg først hørte om pinkwashing. Jeg følte mig truffet og lidt på dybt vand. Måske en følelse nogle mænd kan genkende fra #metoo og feminismebølgen. Det med at en standard cis mand aldrig vil opleve livet fra en kvindes perspektiv og dermed kan have svært ved at italesætte og navigere i feministiske problemstillinger eller vide, hvordan han kan være én. Altså en feminist. Det kan jeg pludselig relatere til i forhold til LGBT+.

Jeg kan ikke gennemleve de samme udfordringer som en LGBT+ person, og det kan virke malplaceret at bevæge mig ind i den sfære – selv med gode intentioner. Alligevel render jeg rundt i firmaets officielle Pride t-shirt fra kældergaveshoppen. Den er hvid og unisex, og henover brystet er trykt et blåt skib lastet med containere i alle regnbuens farver. 

T-shirten er pæn, synes jeg. Men er det for lidt? Er den for meget? Er det pinkwashing på individniveau, når jeg render rundt i sådan en letkøbt t-shirt? Eller er der points for effort at hente? Og er det mere okay, når jeg iklæder mig disse symboler, end når Danske Banks hovedkontor gør det? Jeg er trods alt ikke kriminel.

Er det i det hele taget ikke et sundhedstegn, at vi her i byen – personer såvel som virksomheder – pynter op i hyldest til forskelligheder? Uanset hvor overfladisk det end er lige nu, er det måske et stort skridt i retning af at gøre inklusionen folkekær? Eller er det i virkeligheden kulturel appropriation, vi er ude i? Hjælp!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s