Måske det er okay ikke at have noget livsmål?

Min store frygt, tunnelsynet

‘Hvad jeg gerne ville have været som 30-årig’ er temaet til den fødselsdag, jeg skal til i morgen. De fleste gæster er omkring de 30, så det er vist ment som et sjovt tema. For mig, med mine knapt 24 år, er det på mange måder mere et presserende livsspørgsmål, jeg pludselig skal forholde mig til. Hvad vil jeg være som 30-årig?

Jeg aner det ikke. Så hælder til den lette løsning: ikke at tage stilling. Bare klæde mig ud som Disneyprinsesse, græsk gudinde eller wonderwoman. Men jeg burde måske forholde mig til spørgsmålet – jeg er trods alt en slags voksen. Og hvor vil jeg egentlig gerne være om seks år? Hvad vil jeg være? Hvad er mit mål?

Vi taler om dét at være målrettet som noget positivt. Som noget, de dygtige er. Det, der gør, at man kommer frem i livet og bliver til ’noget’. Jeg har dog aldrig dyrket det der med livsplanlægning og målsætning. Aldrig tænkt mere over det end nu hvor temafesten tvinger mig. Jeg beskylder dovenskab og frygt for at være årsagerne min manglende målsætning:

Dovenskab affødt af, at jeg har været heldig nok til, at meste er faldet i hak alligevel trods de ikkeeksisterende mål og planer. Som om tilfældigheder, spontanitet og umiddelbar lyst har været nok.

Og så frygt. Frygten for at få tunnelsyn. En slags next level FOMO hvor jeg frygter, at en fantastisk verden i mange dimensioner og farver foregår omkring mig, alt imens jeg kun har øje for målet (se illustration). Et mål som måske, måske ikke kan gå i opfyldelse. Fordi det i sagens natur kun eksisterer i fantasien. I så fald vil jeg være gået glip af alt det, mine øjne ikke var åbne for.

Grænselandet mellem drømme, ambitioner og mål er flydende. Men for mig ligger den største forskel i håndgribeligheden og i graden af planlægning. For eksempel drømmer jeg om at være lykkelig gennem livet. Jeg har en ambition om at være en god datter, søster, kæreste, veninde og kollega. Men jeg har ikke mål såsom at blive blive fast-track forfremmet og en plan for, hvordan jeg skal komme derhen.

Også fordi jeg tror på, at målsætning er søster til forventning. Og at forventninger er nært beslægtede med skuffelse. Fordi forventninger sjældent overlapper med virkeligheden. Men at arbejde imod det bestemte mål, kan måske være en rar fornemmelse. Det med at vide, hvor skuden er på vej hen.

Så måske er målet noget, vi sætter i stedet for at finde et formål? Dét kan helt sikkert være svært at identificere.

Og måske det målrettede liv kan avle mere success på målbare parametre som løn og LinkedIn-connections og Lifetime Platinum Elite status hos Marriott. Men måske ikke. Og måske er du ikke motiveret af det målbare men mere af det uhåndgribelige. Som sommerfugle i din mave og solrige søndage i Kongens Have. Alt det man ikke kan planlægge sig til.

Derfor har jeg ingen større mål. Ikke udover at være i verden. Have det godt. Måske gøre noget godt for nogle andre. Måske.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s