Er dit arbejde din identitet?

Serveringsforslag

International Business på CBS og konsulentjob. Ja, og oven i købet kvinde. Hvad siger det dig? For nogle kan den cocktail oversættes til noget i stil med 12-talspige med karriere på hjernen. Hende der med de skarpeste rundsavsalbuer i altid nystrøgede boomuldsskjorter, der tager uforholdsmæssigt hurtige skridt i høje støvler på kontorgangene. 

Skal det så være min identitet? 

Måske ikke nødvendigvis. Det er dog alligevel med uddannelse og arbejde, jeg introducerer mig. For det gør vi jo. 

Eksempelvis da jeg for nylig mødte mit skrivekursushold for første gang: vi tog en introduktionsrunde om bordet for at lære hinanden at kende. Per automatik lagde vi alle ud med at fortælle navn, alder, uddannelse og arbejde.

I mit hovede dannede jeg hurtigt et billede af hver af de fem andre udfra deres uddannelse. Jeg tænkte endda, at det nok var sundt at hænge ud med sådan nogle alternative RUC-typer. Men var samtidig lettet over, at der var én anden økonomisk anlagt type – bare så jeg ikke bliver ladt alene med de humanistiske kommunister.

Men måske fortæller uddannelse og arbejde ikke en retvisende historie om, hvem de her mennesker er? Måske kunne de sige noget andet, lige så kort, som havde fortalt langt mere om dem. Formålet var trods alt at lære hinanden at kende.

Der må være mennesker her i kongeriget, der betragter arbejde som et middel til at betale for husleje og grillfest og giver mulighed for at gå til ishockey og skrivekursus uden økonomiske bekymringer. I hvert fald mere end hvem de er som menneske.

Og hvad med dem, der ikke har et arbejde? Hvem er de? Skal deres identitet være bundet op på de stigmata, der kommer med dét? Man behøver jo hverken at være dum eller doven for at ramle ind i en nedskæringsrunde.

Nå. Bare rolig, jeg prøver ikke at fortælle, hvordan du skal introducere dig selv. Tvært imod. Jeg gad godt, at vi gav hinanden mere frihed i introduktionen til at være, som vi har lyst til. For eksempel ved at stille spørgsmål som ”hvad kan du godt lide at lave?” i stedet for at være reduceret til en jobtitel. Det kræver dog, at vi har forholdt os til det på forhånd.

Tilbage i skriveklubben tog vi endnu en runde om bordet; vi skulle fortælle en ting om os selv, de færreste ved og om en begivenhed, der ændrede vores liv. Dér blev det svært. Ingen af os lod til at have tænkt over det. Men det gør jeg nu. Ellers begynder jeg snart at tro på fortællingen om den spidse skjortedame. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s