Måske det er okay ikke at have noget livsmål?

Min store frygt, tunnelsynet

‘Hvad jeg gerne ville have været som 30-årig’ er temaet til den fødselsdag, jeg skal til i morgen. De fleste gæster er omkring de 30, så det er vist ment som et sjovt tema. For mig, med mine knapt 24 år, er det på mange måder mere et presserende livsspørgsmål, jeg pludselig skal forholde mig til. Hvad vil jeg være som 30-årig?

Jeg aner det ikke. Så hælder til den lette løsning: ikke at tage stilling. Bare klæde mig ud som Disneyprinsesse, græsk gudinde eller wonderwoman. Men jeg burde måske forholde mig til spørgsmålet – jeg er trods alt en slags voksen. Og hvor vil jeg egentlig gerne være om seks år? Hvad vil jeg være? Hvad er mit mål?

Vi taler om dét at være målrettet som noget positivt. Som noget, de dygtige er. Det, der gør, at man kommer frem i livet og bliver til ’noget’. Jeg har dog aldrig dyrket det der med livsplanlægning og målsætning. Aldrig tænkt mere over det end nu hvor temafesten tvinger mig. Jeg beskylder dovenskab og frygt for at være årsagerne min manglende målsætning:

Dovenskab affødt af, at jeg har været heldig nok til, at meste er faldet i hak alligevel trods de ikkeeksisterende mål og planer. Som om tilfældigheder, spontanitet og umiddelbar lyst har været nok.

Og så frygt. Frygten for at få tunnelsyn. En slags next level FOMO hvor jeg frygter, at en fantastisk verden i mange dimensioner og farver foregår omkring mig, alt imens jeg kun har øje for målet (se illustration). Et mål som måske, måske ikke kan gå i opfyldelse. Fordi det i sagens natur kun eksisterer i fantasien. I så fald vil jeg være gået glip af alt det, mine øjne ikke var åbne for.

Grænselandet mellem drømme, ambitioner og mål er flydende. Men for mig ligger den største forskel i håndgribeligheden og i graden af planlægning. For eksempel drømmer jeg om at være lykkelig gennem livet. Jeg har en ambition om at være en god datter, søster, kæreste, veninde og kollega. Men jeg har ikke mål såsom at blive blive fast-track forfremmet og en plan for, hvordan jeg skal komme derhen.

Også fordi jeg tror på, at målsætning er søster til forventning. Og at forventninger er nært beslægtede med skuffelse. Fordi forventninger sjældent overlapper med virkeligheden. Men at arbejde imod det bestemte mål, kan måske være en rar fornemmelse. Det med at vide, hvor skuden er på vej hen.

Så måske er målet noget, vi sætter i stedet for at finde et formål? Dét kan helt sikkert være svært at identificere.

Og måske det målrettede liv kan avle mere success på målbare parametre som løn og LinkedIn-connections og Lifetime Platinum Elite status hos Marriott. Men måske ikke. Og måske er du ikke motiveret af det målbare men mere af det uhåndgribelige. Som sommerfugle i din mave og solrige søndage i Kongens Have. Alt det man ikke kan planlægge sig til.

Derfor har jeg ingen større mål. Ikke udover at være i verden. Have det godt. Måske gøre noget godt for nogle andre. Måske.

Måske er han opdraget til at respektere privat ejendomsret mere end personlige grænser

Som at tale til en mur

Når jeg til en fest eller fredagsbar eller forretningsmiddag eller nogen form for fejring siger nej tak til at drikke alkohol, bliver mit nej konsekvent udfordret. ”Lev nu lidt”, ”hold nu op med at være så kedelig”, ”det er kun torsdag én gang om ugen”, ”himlen er blå” kan det eksempelvis lyde fra den, som byder. 

Der findes kun to former for nej, som er socialt acceptable: jeg-skal-køre-hjem-nejet og jeg-er-gravid-nejet. Og selv de to forklaringer bliver somme tider udfordret af de særligt kække.

Og hvis man som mig ikke rigtig mestrer lyvekunsten eller bare ikke ligner én, der er med rogn, ender det som regel med noget med at spytte i en dåsebajer for at bevare den gode stemning.

Jeg oplever ofte en lignende dynamik, når det kommer til tilnærmelser fra det modsatte køn. At et nej ikke er nok i sig selv. Og at meget få grunde bliver godtaget. 

Her er en lille anekdote fra det virkelige liv om Preben og mig til en firmafest. Vi havde mødt hinanden til et par konferencer før, men er ikke i kontakt til hverdag. Han var en af de få jævnaldrende til festen og er i øvrigt både flink og imødekommende. Win. Så vi talte over et par velkomstdriks og efter middagen dansede vi til Ed Sheeran med nogle fra hans team. 

Nå, kald mig bare naiv: jeg blev overrasket, da Preben prøvede at tage min hånd, midt i en samtale med et par andre kollegaer udenfor. Jeg trak diskret hånden til mig, og lod dét være afvisningen for ikke at sætte nogen i forlegenhed. 

Men så snart han fik muligheden, trak han mig til side. Han stillede sig tættere på mig end jeg brød mig om, og begyndte at overhælde mig med komplimenter. Inden jeg kunne nå at afbryde ham eller tage et skridt tilbage, havde han fortalt om sin store fascination for mig. 

Lidt smigret og mest forfjamsket over hans direktehed fik jeg sagt noget med ”naaarh, Preben, den går ikke – vi er jo kollegaer”. 

Men den købte han ikke. Så jeg skrællede det mest høflige lag af, og forklarede, at jeg ikke havde det på samme måde, og ikke havde lyst til andet end hans venskab. Jeg toppede den endda af med et undskyld, som om jeg skyldte ham noget andet, nu hvor jeg ikke kunne tilbyde ham min krop. 

Men den direkte metode havde ingen effekt på ham. Det var som at tale til en mur. Han rykkede bare tættere på og kørte videre i samme rille. 

“Preben” sagde jeg til sidst, “jeg har en kæreste”. 

Først dér lod han til at overveje at høre et nej. Måske er det noget med, at han er opdraget til at respektere privat ejendomsret men ikke personlige grænser.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har en kæreste. Jeg ville bare sådan ønske, at et nej kunne veje tungt nok i sig selv. At det ville være okay, at jeg ikke har lyst til ham. At det ikke kun fordi, jeg ‘tilhører en anden anden’, at jeg får lov at slippe. At blive respekteret som herre over mig selv. 

Da jeg smuttede hjem, fangede han mig i døren, og gav mig disse ord med på vejen:
”findes der ikke en måde, vi kan have en ’ting’?”
”nej”
”hmph.. sig til hvis det ikke går med ham der fyren”. 

Kan censor give andet end 12, når han ikke har læst din opgave?

Buket til den nyudklækkede bachelor fra fam

Bacheloropgavevn. Den sidste sprint af de tre første år på uni. 

Eller sprint og sprint. Karstens og mit forår mindede mest af alt om en slags kapgang. Primært på grund af opgaveformatet: 

Idéen er, at man skal fremstille en form for akademisk boullionterning i overstørrelse bestående af teori, metode, analyse og så lidt ekstra fyld. Det hele kulminerer i et mundtlig forsvar af det videnskabelige unikum, der er blevet til i processen.

Det lyder næsten lige så dødsygt, som det er. I retrospekt dog også ret hyggeligt. 

Forsvaret er den eneste nervepirrende del af det. Selv efter hvad der føles som en livstid af mundtlige prøver og præsentationer, bliver jeg ramt af et solidt adrenalinkick og supplerer gerne op med kaffe til mine hænder kun lige netop kan ligge stille på det grønne bord. Der er nærmest noget rituelt i det nu, for det går altid alligevel.

Og med udprintede slides i blågrønne nuancer med nye insights og alternative metodeforslag gik forsvaret ganske glat. Altså udover at spørgsmålene fra censor bar tydeligt præg af hans eget fag indenfor agerbrug eller noget andet urelateret. De få spørgsmål, som ikke var generiske, var ude af kontekst. I hvert fald opgavens kontekst. Men i høflighed og medfølelse over at have udsat manden for så tørre 60 sider, svarede jeg efter bedste evne. 

De sendte mig ud for votering. 

Tilbage i det lille lokale nogle minutter senere fik jeg serveret en omgang fantasiløs ros for arbejdet toppet af med et 10-tal. Tæt på at acceptere den udmærkede karakter til fordel for sommerferie spurgte jeg alligevel ind til konkrete mangler i opgaven. Censor påpegede usammenhæng i en graf på side 14; en simpel lineær regression. Lavet i Excel. Han havde tydeligvis ikke sat sig ind i opgavens indhold. Eller figurteksten under grafen.

Jeg forstår da udemærket at han ikke havde haft lyst til at læse opgaven; jeg havde eller ikke lyst til at skrive den. Jeg har heller ikke lyst til at stå op om morgenen eller afkalke badeværelset eller gøre bradepanden ren efter lasagne. Men jeg gør det alligevel, for sådan er det bare.

Så jeg bad pænt om lov til al tale lidt om grafen og supplerede op med at læse et afsnit fra samme side, som forklarede sammenhængen krystalklart. 

Jeg blev sendt ud for en ny omgang votering og endte med at gå derfra med blomster i favnen som fuldbyrdet 12-talspige.

Ligner jeg en bomuldshund?

Selvportræt fra øjeblikket

Jeg hilste på en kollega ved kaffeautomaten i dag. Han er en ganske almindelig voksen mand. Lidt ældre end midaldrende vil jeg tro. Vi er på god fod og sidder tæt på hinanden men er ellers ikke tætte. Han stod med en gæst. Alting helt normalt indtil han hilste igen med et ”hej” og to klap på mit hoved. Den slags hovedklap man knapt ville give til et barn. Måske til en soigneret hund. Og så gik han videre med gæsten.

Det er ingen hemmelighed, at jeg stadig er ved at finde mig til rette i en voksenidentitet. I min fritid prøver jeg ikke på det. På arbejdet prøver jeg lidt ved at opføre mig ansvarligt men samtidig autentisk. Men det egentlig helt irrelevant, for voksen eller ej forventer jeg at blive behandlet med respekt. Men der er langt fra hund til barn. Og endnu længere fra hund til kollega.

Ja okay. Jeg indrømmer, at min fluffy lyselilla angorasweater får mig til at se blød og lidt pelset ud. Og den fremhæver bestemt noget nuttet i mig. Men selv ikke dét er en invitation til at klappe på mig. Og med mine 168 cm. kan han vel næppe have forvekslet mig med en bomuldshund?

Jeg følte mig nedværdiget. Helt lillebitte. Især fordi han havde en gæst med. Jeg kunne lige så godt have været husterrieren.

Så hvad gjorde jeg?

Ingenting. For jeg var ikke forberedt, og jeg vil ikke betragtes som sådan en snerpet, nærtagende type; en kasse man let kan komme i som kvinde blandt mange mænd. Og jeg ville da i øvrigt ikke ydmyge ham over for gæsten.

Hvis det sker igen, tænker jeg bare at begynde at gø.