Jeg ville ønske, jeg var et blad

Jeg ville ønske, jeg var et blad. Genopstå hvert eneste forår. Titte stille frem som solen melder sin ankomst. Og så først åbne armene helt, når den for alvor har besluttet at flytte hjem på himlen igen. Når den varmer og giver mod til udfoldelse og til at vise sig frem i fuld figur.

Tidligt på sæsonen ser bladet lyst og skrøbeligt ud. Men det er stærkt helt som knop. Det sidder godt fast på sin gren, mens det lader sig gro, med hjælp fra solens stråler. Men ikke modvilligt. Ikke som at løbe efter bussen i regnvejr og sko, som egentlig kun er til fint brug.

Regnvejret er i det hele taget noget andet for et blad. Det drikker af dråberne og bader sig i dem – med stor fornøjelse. Alt imens det renser himlens luft med sin charme og sit grønne skær. Og så gemmer det lidt regn til senere. Til de tørre dage. Indtil regnen igen beslutter at regne.

Ingen har noget imod bladet. Det ånder og skaber liv for andre. Stille. Og nyder at gøre det. Lige indtil det bliver efterår, hvor det finder sin fine rejsefrakke frem og med sin diskrete rislen og susende sang takker af for denne gang. 

Og så holder det lidt afstand til træet; måske fordi de har fået nok af hinanden for en stund. Lige til foråret kommer igen og tager de lysere dage med. Hvor bladet trives på ny. Men de helt mørke tider, dem ser bladet ikke. For bladet siger fra i god tid. Jeg ville ønske, jeg var et blad.

JOMO – en følelse

Et lørdagsselvportræt – fuld af fryd over at gå glip af alt muligt vildt

JOMO er antonymet til det velkendte begreb, FOMO. Det udtales cirka ligesom Joey Moe sagt hurtigt eller med tyggegummi i munden. Det er the Joy of Missing Out. Måske kender du allerede begrebet. Jeg stødte først på det i dag trods mit indgående kendskab til følelsen.

Det er en følelse, der kan se ud på mange måder. For eksempel sådan her: det er lørdag aften, klokken er 21, og jeg var egentlig inviteret til noget hot-dog-grill-før-byen på Nørrebro men ligger i stedet på min seng pakket ind som en sommerfuglepuppe i et fluffy lyserødt håndklæde og skal til at varme rester af thai takeout fra i går. 

Essencen af det er alenetid. Frede-Frede tid. Men det, der gør det til ægte JOMO, er at der samtidig foregår noget andet, som jeg i sagens natur går glip af. Modsat FOMO, handler JOMO om friheden til og nydelsen ved at vælge noget fra og at vælge alenetiden til. FOMO er i højere grad den ufrivillige prioritering. Der hvor jeg ikke har modtaget hot-dog-grill-invitationen i første omgang men blot må finde mig til rette på instagrams tilskuerrækker; en forfærdelig følelse i øvrigt.

JOMO derimod, den selvvalgte alenetid, har nærmest fået lidt kult status i mit hovede. For jeg har både fået kvalitetstid alene og social anerkendelse i form af en invitation, som her gør det muligt at opnå JOMO.

Ja, det vidner klart om et gigantisk privilegium og måske et lidt forstørret ego. Men jeg har godt nok glædet mig til at skulle lørdagsnulre i nattøj alene for første gang i mange uger. Og jeg ved, at når jeg vågner i morgen formiddag, vil jeg prise mig lykkelig for, at den eneste væske med alkohol jeg har indtaget i dag, var den smule mundskyl, jeg i et uagtsomt øjeblik kom til at synke her til morgen. 

White-girl-mut – en følelse

Det er lidt af en ond cirkel af en følelse. Den melder sig for det meste søndag aften eller lige i de sidste dage af en ferie. Den er en slags next level version af ‘Sunday blues’.

Essencen er, at når den ugidelige angstbeslægtede søndagsfølelse opstår, melder der sig en form for selvbebrejdelse umiddelbart efter. Den kommer af en idé om, at jeg som et af verdens mest priviligerede mennesker ikke har ret til at føle mig dårligt tilpas, af grunde som ikke at kunne sove længe om mandagen. 

Jeg har en fantastisk familie, en dejlig kæreste, en uddannelse, et socialt acceptabelt arbejde og penge nok til at købe nye sko når det passer mig. Og alligevel er jeg mut. Det har jeg da ikke ret til, tænker jeg. 

Og så ligger jeg der og tænker videre over, hvad livet egentlig er og bebrejder mig selv for, at jeg ikke redder et eneste sultent barn i bushen, eller er klimaforkæmper, eller finder kuren mod svineinfluenza elller noget som helst andet end at rykke ikoner rundt i PowerPoint (se figur).

Figur. White-girl-mut i aktion

Så får jeg det lidt værre og bliver forstærket i tankerne om, at jeg er havnet på en ligegyldig hylde og i øvrigt er personificeringen af en ond kapitalist. Og det fungerer som ren gødning til tankerne om, at jeg burde gøre noget godt for verden og måske for mig selv. Ikke kun for shareholders, som vel mindst er blandt verdens top 0,01% rigeste trods den undertiden ringe aktiekurs.

Pølsefabrikken – en følelse

Illustration: pølser og en enkelt frankfurter

Pølsefabrikksfølelsen er nært beslægtet med kviksandsfølelsen. De melder ofte deres ankomst samtidig, og den ene kan nemt være en trigger for den anden. 

Da jeg gik i skole havde jeg den tit. Både i gymnasiet og på uni. Ikke så meget i folkeskolen, for der stillede jeg i mindre grad spørgsmålstegn ved at gå i skole. De voksne havde jo bestemt, at det var den eneste mulighed. Nemt nok.

Nu er jeg færdig med skole men kan stadig have følelsen. Det er følelsen af at blive skåret over én kam med alle andre i et system. Som på en pølsefabrik. At være en del af en masseproduktion af aflange kødklumper; blot en lille pølse uden signifikans i sig selv men som dog skal leve op til bestemte krav for at blive accepteret. 

I skolen var det værst. Alle skulle have proppet hovedet fyldt med samme viden bestemt af an flok voksne, som selv har været igennem noget lignende. På arbejdet ligeså. Nogle mænd har bestemt hvad der skal ske, og så må vi eksekvere på det. Der kan være enkelte frankfurtere i flokken, men ellers er pladsen til kreativitet og afvigelser marginal (se illustration).

Den største forskel fra pølsefabrikken er dog, at den ikke er styret af pølser; i det mindste lidt diversitet dér. 

Kviksand – en følelse

Illustration: lille dame i kviksand

Som lille var jeg bange for kviksand. I tegnefilm var det en stor trussel for mennesker, og jeg kunne kun konkludere, at det også måtte gælde mig. Jeg forestillede mig scenarier om at blive spontant suget ind i jordkloden uden kontrol og ude af stand til at gøre modstand (se illustration).

Nu er jeg ældre og ved, at frygten for fysisk kviksand er irrational. Især fordi kviksands massefylde er højere end et menneskes, og at man dermed vil man flyde ovenpå. Og så er der i øvrigt ikke kviksand dybere end én meter i Danmark (angiveligt). Det meldte tegnefilmene dog ikke noget om.

Men måske prøvede tegnefilmsforfatterne i virkeligheden at fortælle mig noget andet. Noget som ikke handler om kviksand som en trussel i bogstavelig forstand.

Måske prøvede de at formidle et budskab om kviksandsfølelsen: en meget voksenagtig følelse af at være fanget, som kun bliver værre, jo mere man fokuserer på det. Og har man ikke de rigtige redskaber eller hjælpere, er den næsten umulig at komme ud af.

Kviksandsfølelsen er en så ægte ting i mit voksne liv. Mindst lige så stor som jeg frygtede, at kviksand ville være. Ikke så meget i form af frygt, mere en velkendt form for tung prikken i maven. Ligesom kviksand dog, skal jeg nok flyde ovenpå, men det er helt klart træls at være i! Især hvis man ikke kan finde en god vej ud selv eller med hjælp fra andre.