Voksenfnidder

Tandfeen, påskeharen, julemanden og en voksen

Efterhånden har jeg måtte indse, at min idé om “voksne” eksisterer på lige fod med tandfeen, påskeharen, julemanden og resten af det slæng. Der står ingen dværg med en guldkrukke for enden af regnbuen, og voksne er ikke altvidende fornuftige supermennesker. De er bare mennesker som i mange tilfælde er ukoordinerede og utjekkede.

På en arbejdsplads kan de sågar være udspekulerede. I hvert fald når de kommer på ord som eksempelvis “organisationspolitik” til at dække over manglende evne til at se ud over egen næsetip og til at kalde en spade for en spade. Eller fnidder for fnidder.

Voksne mennesker har flere ting end børn at fnidre over og fnidrer tilsvarende mere. Årsagerne og temaerne minder meget om hinanden: det kan være alt lige fra bagtaleri til jalousi til ansvarsfralæggelse til grådighed og selvoptimering.

Figur. Børnefnidder^2 = Voksenfnidder

Forskellen er bare, at børnefnidder for det meste er ganske harmløst, mens effekten af voksenfnidder kan være signifikant. Mange voksne har nemlig ansvar for andre voksnes trivsel, fremtidsmuligheder, økonomiske råderum osv. De har magt. Alt det hører med i voksenpakken, men fornuft gør ikke nødvendigvis. Og magt uden fornuft bliver hurtigt en rigtig træls cocktail. Lidt som gin & tonic uden tonic. 

White-girl-mut – en følelse

Det er lidt af en ond cirkel af en følelse. Den melder sig for det meste søndag aften eller lige i de sidste dage af en ferie. Den er en slags next level version af ‘Sunday blues’.

Essencen er, at når den ugidelige angstbeslægtede søndagsfølelse opstår, melder der sig en form for selvbebrejdelse umiddelbart efter. Den kommer af en idé om, at jeg som et af verdens mest priviligerede mennesker ikke har ret til at føle mig dårligt tilpas, af grunde som ikke at kunne sove længe om mandagen. 

Jeg har en fantastisk familie, en dejlig kæreste, en uddannelse, et socialt acceptabelt arbejde og penge nok til at købe nye sko når det passer mig. Og alligevel er jeg mut. Det har jeg da ikke ret til, tænker jeg. 

Og så ligger jeg der og tænker videre over, hvad livet egentlig er og bebrejder mig selv for, at jeg ikke redder et eneste sultent barn i bushen, eller er klimaforkæmper, eller finder kuren mod svineinfluenza elller noget som helst andet end at rykke ikoner rundt i PowerPoint (se figur).

Figur. White-girl-mut i aktion

Så får jeg det lidt værre og bliver forstærket i tankerne om, at jeg er havnet på en ligegyldig hylde og i øvrigt er personificeringen af en ond kapitalist. Og det fungerer som ren gødning til tankerne om, at jeg burde gøre noget godt for verden og måske for mig selv. Ikke kun for shareholders, som vel mindst er blandt verdens top 0,01% rigeste trods den undertiden ringe aktiekurs.

Ligner jeg en bomuldshund?

Selvportræt fra øjeblikket

Jeg hilste på en kollega ved kaffeautomaten i dag. Han er en ganske almindelig voksen mand. Lidt ældre end midaldrende vil jeg tro. Vi er på god fod og sidder tæt på hinanden men er ellers ikke tætte. Han stod med en gæst. Alting helt normalt indtil han hilste igen med et ”hej” og to klap på mit hoved. Den slags hovedklap man knapt ville give til et barn. Måske til en soigneret hund. Og så gik han videre med gæsten.

Det er ingen hemmelighed, at jeg stadig er ved at finde mig til rette i en voksenidentitet. I min fritid prøver jeg ikke på det. På arbejdet prøver jeg lidt ved at opføre mig ansvarligt men samtidig autentisk. Men det egentlig helt irrelevant, for voksen eller ej forventer jeg at blive behandlet med respekt. Men der er langt fra hund til barn. Og endnu længere fra hund til kollega.

Ja okay. Jeg indrømmer, at min fluffy lyselilla angorasweater får mig til at se blød og lidt pelset ud. Og den fremhæver bestemt noget nuttet i mig. Men selv ikke dét er en invitation til at klappe på mig. Og med mine 168 cm. kan han vel næppe have forvekslet mig med en bomuldshund?

Jeg følte mig nedværdiget. Helt lillebitte. Især fordi han havde en gæst med. Jeg kunne lige så godt have været husterrieren.

Så hvad gjorde jeg?

Ingenting. For jeg var ikke forberedt, og jeg vil ikke betragtes som sådan en snerpet, nærtagende type; en kasse man let kan komme i som kvinde blandt mange mænd. Og jeg ville da i øvrigt ikke ydmyge ham over for gæsten.

Hvis det sker igen, tænker jeg bare at begynde at gø.

Brødkrummer og voksenansvar

Uinviteret insekt i størrelsesforhold 1:1

Der sad lige et helt uinviteret insekt på min laptop. Den fik et lille dask; netop hårdt nok til at være dødbringende, men uden at smatte den ud. Og så smølfesparkede jeg den ned på gulvet.

Det er noget, jeg gør meget. Altså det der med at feje ting ned på gulvet. Brødkrummer, støv, døde planterester, afpillede tånegle osv.

Det eneste problem med det er, at jeg selv skal rydde det op. I min barndom forsvandt de fleste morgenbrødkrummer gerne på magisk vis i løbet af dagen. Men i min lejlighed hober de sig bare op, indtil jeg føler mig tvunget til at svinge en støvsuger.

“Det er sgu da klart” kunne man sige. Og det er da en fair pointe. Men i virkeligheden handler det her ikke om brødkrummer og døde fluer. Det handler om at tage ansvar for sig selv hele vejen rundt.

Brødkrummer: et billede på voksenlivet

Brødkrummerne er blot et billede på, hvordan voksenlivet fungerer med direkte sammenhæng mellem handling og konsekvens. Ikke fordi konsekvenser ikke eksisterede i min barndom, men dengang var det i højere grad mine forældre, der ville blive stillet til ansvar, hvis jeg f.eks. ikke lavede lektier eller kom for sent i skole.

“Spørg en voksen” kan jeg jo for eksempel ikke svare, når banken ringer. Og forsikringer og licens og fagforening og pension og skat og alt det andet er der heller ikke nogen til at forholde sig til eller betale for. Kun mig.

Jeg anerkender, at det er noget helt naturligt ved at blive voksen. Og jeg fikser det. Men jeg har tit lyst til at lave en struds på den og stikke hovedet i jorden som om jeg ikke findes.

Fem genveje til sollys på dit stillesiddende indendørsarbejde

Er du også træt af, at solen skinner udenfor, mens du er kontraktuel lænket til et skrivebord indenfor? Måske er du heldig eller senior nok til at have en vinduesplads. Måske er du mere som mig: velsignet med ungdom og en plads i midten af et gigantisk kontorlandskab.

Ingen solstråle rammer min blege krop af sig selv, det er helt sikkert. Men der er råd for det! Herunder er fem genveje til at optimere dit optag af d-vitamin på en arbejdsdag.

1. Gør gåtursmøder til en ting
Hvem vil være uenig i, at man brainstormer bedst i frisk luft? Brug det som argument for at tage en lille session i solen. Er det slet ikke relevant for dig at brainstorme (f.eks. fordi du er revisor), kan du foreslå at rykke feedbacksamtaler udenfor.

2. Vær hvor solen er
Afsøg kontoret for det bedste mødelokale for mulighederne for en solstråle gennem et vindue. Før evt. en logbog over hvilket lokale solen rammer hvornår. Et pro tip er at være den første til mødet og strategisk placere dig selv midt i lyskorridoren.

En genvej til et udendørsbesøg

3. Bliv ryger
Tilsyneladende en legitim grund til at gå udenfor på vilkårlige tidspunkter i løbet af dagen. Bonus at det også er en mulighed for at blive venner med dem fra kontoret, som sikkert var cool i gymnasiet. 

4. Vær ligeglad
Et godt alternativ til at blive ryger: hold op med at give en fuck og bare gå udenfor og hyg lidt i solen. Et pro tip til den mere diskrete type kan være at tjekke de andres kalender ud og sørge for at være væk, når de alligevel også er.

En bordsol

5. Køb en sollampe til dit bord
God mulighed hvis de andre bare ikke virker for dig 🙂

Pølsefabrikken – en følelse

Illustration: pølser og en enkelt frankfurter

Pølsefabrikksfølelsen er nært beslægtet med kviksandsfølelsen. De melder ofte deres ankomst samtidig, og den ene kan nemt være en trigger for den anden. 

Da jeg gik i skole havde jeg den tit. Både i gymnasiet og på uni. Ikke så meget i folkeskolen, for der stillede jeg i mindre grad spørgsmålstegn ved at gå i skole. De voksne havde jo bestemt, at det var den eneste mulighed. Nemt nok.

Nu er jeg færdig med skole men kan stadig have følelsen. Det er følelsen af at blive skåret over én kam med alle andre i et system. Som på en pølsefabrik. At være en del af en masseproduktion af aflange kødklumper; blot en lille pølse uden signifikans i sig selv men som dog skal leve op til bestemte krav for at blive accepteret. 

I skolen var det værst. Alle skulle have proppet hovedet fyldt med samme viden bestemt af an flok voksne, som selv har været igennem noget lignende. På arbejdet ligeså. Nogle mænd har bestemt hvad der skal ske, og så må vi eksekvere på det. Der kan være enkelte frankfurtere i flokken, men ellers er pladsen til kreativitet og afvigelser marginal (se illustration).

Den største forskel fra pølsefabrikken er dog, at den ikke er styret af pølser; i det mindste lidt diversitet dér. 

Kviksand – en følelse

Illustration: lille dame i kviksand

Som lille var jeg bange for kviksand. I tegnefilm var det en stor trussel for mennesker, og jeg kunne kun konkludere, at det også måtte gælde mig. Jeg forestillede mig scenarier om at blive spontant suget ind i jordkloden uden kontrol og ude af stand til at gøre modstand (se illustration).

Nu er jeg ældre og ved, at frygten for fysisk kviksand er irrational. Især fordi kviksands massefylde er højere end et menneskes, og at man dermed vil man flyde ovenpå. Og så er der i øvrigt ikke kviksand dybere end én meter i Danmark (angiveligt). Det meldte tegnefilmene dog ikke noget om.

Men måske prøvede tegnefilmsforfatterne i virkeligheden at fortælle mig noget andet. Noget som ikke handler om kviksand som en trussel i bogstavelig forstand.

Måske prøvede de at formidle et budskab om kviksandsfølelsen: en meget voksenagtig følelse af at være fanget, som kun bliver værre, jo mere man fokuserer på det. Og har man ikke de rigtige redskaber eller hjælpere, er den næsten umulig at komme ud af.

Kviksandsfølelsen er en så ægte ting i mit voksne liv. Mindst lige så stor som jeg frygtede, at kviksand ville være. Ikke så meget i form af frygt, mere en velkendt form for tung prikken i maven. Ligesom kviksand dog, skal jeg nok flyde ovenpå, men det er helt klart træls at være i! Især hvis man ikke kan finde en god vej ud selv eller med hjælp fra andre.

Og jeg så, at jeg var nøgen

‘Kaysens nye Klæder’, 2010

Der blev ikke givet mange fucks for andre menneskers meninger i mit hovede i 2010 (se billede). Jeg var 14 år, gik i grænsesøgende tøj og postede om det på internettet. Min blog gik egentlig godt. Det var ikke så stor en ting dengang i 2010, men Tavi Gevinson havde success med Style Rookie og var til stor inspiration for mig. Det er hun i øvrigt stadig.

Jeg gik ikke med makeup, og det kunne ikke falde mig ind at drikke alkohol. Jeg forstod faktisk ikke, at de andre i klassen interesserede sig for den slags. Til gengæld rendte jeg rundt med en hæklet tekop på hovedet og postede billeder af det på internettet. Nogle af drengene i skolen, kunne godt drille mig lidt, men jog var overbevist om at det vær kærligt ment (i dag er jeg ikke så sikker på det), og fortsatte ufortrødent. Faktisk som om de ikke fandtes.

Gymnasiet begyndte. Og det var her, jeg opdagede, at jeg var nøgen. Helt blottet for skam. Jeg blev ramt af en selvbevidsthed og en trang til at gå op i andres mening. At være til for dem i højere grad end kun for mig selv. På godt og på ondt. Samtidig begyndte drenge at eksistere for mig på en helt ny måde. Førhen var de åndsamøber, men pludselig var de åndsamøber hvis opmærksomhed jeg hungrede efter.

Mere eller mindre ubevidst begyndte jeg at passe mere ind blandt de andre. Jeg stoppede med at have en underlig blog. Det gik fint med at få venner, og i takt med, at jeg begyndte at gå med mascara og holdt op med at have gigantsløjfer oven på hovedet (se billede), blev det nemt at få drengenes opmærksomhed.

I dag savner jeg den skødesløse tilværelse. Men det er fandens svært at aflære at gå op i, hvad andre synes. Måske er det en aldersbestemt ting – noget der peaker i teenageårene og de tidlige tyvere og aftager senere (se figur). Det håber jeg.

Figur. Fucks man giver for andres mening over tid. Det lille spike er en midtvejskrise.

Voksensuppedas med med det hele, tak

Selvom voksenlivet (læs: livet-ikke-på-SU) kan lyde tiltalende, kommer det med udfordringer. Udfordringer som vi er masser af unge kvinder, der står overfor, når vi skal blive fuldbyrdede medlemmer af voksensuppedasen. Altså der hvor man for det meste ikke skal vise ID for at købe vin i Irma. Der hvor man køber noget i Irma. Og der hvor man til tider må drikke sin vin alene i hverdagen, fordi ens veninder også er voksne og bor på Frederiksberg med deres voksne (men alligevel barnlige) kærester. 

Voksensuppedasen bliver også tit serveret med arbejde. For mig betyder det noget med analyser med tal og bogstaver og indimellem farver, som skal hjælpe nogle mænd med sølvgråt hår og matchende jakkesæt og Audi A6 til at tjene flere penge. Her kan det være en udfordring at være nyuddannet og indehaver af en temmelig afbleget pagefrisure. Især når man oven i købet er kvinde og yngre end de her mænds børnebørn og derfor ikke kan tale med om, hvad man lavede, da muren faldt. Eller under 9/11.

Nogle af udfordringerne er unikke for unge kvinder i erhvervslivet. Andre er universelle og handler f.eks. om hvorvidt det er moralsk forsvarligt at gå på flere dates på én lørdag (hvis man nu ikke har haft tid i ugens løb og måske ikke er sammen med dem alle). Fælles for de her udfordringer er, at de er ’first world problems’. Men hvis de fremkalder følelser, så er de ægte. Og det gør de. Derfor fortjener de spalteplads, lidt kærlighed og et drys af ironi.