Måske er han opdraget til at respektere privat ejendomsret mere end personlige grænser

Som at tale til en mur

Når jeg til en fest eller fredagsbar eller forretningsmiddag eller nogen form for fejring siger nej tak til at drikke alkohol, bliver mit nej konsekvent udfordret. ”Lev nu lidt”, ”hold nu op med at være så kedelig”, ”det er kun torsdag én gang om ugen”, ”himlen er blå” kan det eksempelvis lyde fra den, som byder. 

Der findes kun to former for nej, som er socialt acceptable: jeg-skal-køre-hjem-nejet og jeg-er-gravid-nejet. Og selv de to forklaringer bliver somme tider udfordret af de særligt kække.

Og hvis man som mig ikke rigtig mestrer lyvekunsten eller bare ikke ligner én, der er med rogn, ender det som regel med noget med at spytte i en dåsebajer for at bevare den gode stemning.

Jeg oplever ofte en lignende dynamik, når det kommer til tilnærmelser fra det modsatte køn. At et nej ikke er nok i sig selv. Og at meget få grunde bliver godtaget. 

Her er en lille anekdote fra det virkelige liv om Preben og mig til en firmafest. Vi havde mødt hinanden til et par konferencer før, men er ikke i kontakt til hverdag. Han var en af de få jævnaldrende til festen og er i øvrigt både flink og imødekommende. Win. Så vi talte over et par velkomstdriks og efter middagen dansede vi til Ed Sheeran med nogle fra hans team. 

Nå, kald mig bare naiv: jeg blev overrasket, da Preben prøvede at tage min hånd, midt i en samtale med et par andre kollegaer udenfor. Jeg trak diskret hånden til mig, og lod dét være afvisningen for ikke at sætte nogen i forlegenhed. 

Men så snart han fik muligheden, trak han mig til side. Han stillede sig tættere på mig end jeg brød mig om, og begyndte at overhælde mig med komplimenter. Inden jeg kunne nå at afbryde ham eller tage et skridt tilbage, havde han fortalt om sin store fascination for mig. 

Lidt smigret og mest forfjamsket over hans direktehed fik jeg sagt noget med ”naaarh, Preben, den går ikke – vi er jo kollegaer”. 

Men den købte han ikke. Så jeg skrællede det mest høflige lag af, og forklarede, at jeg ikke havde det på samme måde, og ikke havde lyst til andet end hans venskab. Jeg toppede den endda af med et undskyld, som om jeg skyldte ham noget andet, nu hvor jeg ikke kunne tilbyde ham min krop. 

Men den direkte metode havde ingen effekt på ham. Det var som at tale til en mur. Han rykkede bare tættere på og kørte videre i samme rille. 

“Preben” sagde jeg til sidst, “jeg har en kæreste”. 

Først dér lod han til at overveje at høre et nej. Måske er det noget med, at han er opdraget til at respektere privat ejendomsret men ikke personlige grænser.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har en kæreste. Jeg ville bare sådan ønske, at et nej kunne veje tungt nok i sig selv. At det ville være okay, at jeg ikke har lyst til ham. At det ikke kun fordi, jeg ‘tilhører en anden anden’, at jeg får lov at slippe. At blive respekteret som herre over mig selv. 

Da jeg smuttede hjem, fangede han mig i døren, og gav mig disse ord med på vejen:
”findes der ikke en måde, vi kan have en ’ting’?”
”nej”
”hmph.. sig til hvis det ikke går med ham der fyren”. 

Brødkrummer og voksenansvar

Uinviteret insekt i størrelsesforhold 1:1

Der sad lige et helt uinviteret insekt på min laptop. Den fik et lille dask; netop hårdt nok til at være dødbringende, men uden at smatte den ud. Og så smølfesparkede jeg den ned på gulvet.

Det er noget, jeg gør meget. Altså det der med at feje ting ned på gulvet. Brødkrummer, støv, døde planterester, afpillede tånegle osv.

Det eneste problem med det er, at jeg selv skal rydde det op. I min barndom forsvandt de fleste morgenbrødkrummer gerne på magisk vis i løbet af dagen. Men i min lejlighed hober de sig bare op, indtil jeg føler mig tvunget til at svinge en støvsuger.

“Det er sgu da klart” kunne man sige. Og det er da en fair pointe. Men i virkeligheden handler det her ikke om brødkrummer og døde fluer. Det handler om at tage ansvar for sig selv hele vejen rundt.

Brødkrummer: et billede på voksenlivet

Brødkrummerne er blot et billede på, hvordan voksenlivet fungerer med direkte sammenhæng mellem handling og konsekvens. Ikke fordi konsekvenser ikke eksisterede i min barndom, men dengang var det i højere grad mine forældre, der ville blive stillet til ansvar, hvis jeg f.eks. ikke lavede lektier eller kom for sent i skole.

“Spørg en voksen” kan jeg jo for eksempel ikke svare, når banken ringer. Og forsikringer og licens og fagforening og pension og skat og alt det andet er der heller ikke nogen til at forholde sig til eller betale for. Kun mig.

Jeg anerkender, at det er noget helt naturligt ved at blive voksen. Og jeg fikser det. Men jeg har tit lyst til at lave en struds på den og stikke hovedet i jorden som om jeg ikke findes.

Kviksand – en følelse

Illustration: lille dame i kviksand

Som lille var jeg bange for kviksand. I tegnefilm var det en stor trussel for mennesker, og jeg kunne kun konkludere, at det også måtte gælde mig. Jeg forestillede mig scenarier om at blive spontant suget ind i jordkloden uden kontrol og ude af stand til at gøre modstand (se illustration).

Nu er jeg ældre og ved, at frygten for fysisk kviksand er irrational. Især fordi kviksands massefylde er højere end et menneskes, og at man dermed vil man flyde ovenpå. Og så er der i øvrigt ikke kviksand dybere end én meter i Danmark (angiveligt). Det meldte tegnefilmene dog ikke noget om.

Men måske prøvede tegnefilmsforfatterne i virkeligheden at fortælle mig noget andet. Noget som ikke handler om kviksand som en trussel i bogstavelig forstand.

Måske prøvede de at formidle et budskab om kviksandsfølelsen: en meget voksenagtig følelse af at være fanget, som kun bliver værre, jo mere man fokuserer på det. Og har man ikke de rigtige redskaber eller hjælpere, er den næsten umulig at komme ud af.

Kviksandsfølelsen er en så ægte ting i mit voksne liv. Mindst lige så stor som jeg frygtede, at kviksand ville være. Ikke så meget i form af frygt, mere en velkendt form for tung prikken i maven. Ligesom kviksand dog, skal jeg nok flyde ovenpå, men det er helt klart træls at være i! Især hvis man ikke kan finde en god vej ud selv eller med hjælp fra andre.

Og jeg så, at jeg var nøgen

‘Kaysens nye Klæder’, 2010

Der blev ikke givet mange fucks for andre menneskers meninger i mit hovede i 2010 (se billede). Jeg var 14 år, gik i grænsesøgende tøj og postede om det på internettet. Min blog gik egentlig godt. Det var ikke så stor en ting dengang i 2010, men Tavi Gevinson havde success med Style Rookie og var til stor inspiration for mig. Det er hun i øvrigt stadig.

Jeg gik ikke med makeup, og det kunne ikke falde mig ind at drikke alkohol. Jeg forstod faktisk ikke, at de andre i klassen interesserede sig for den slags. Til gengæld rendte jeg rundt med en hæklet tekop på hovedet og postede billeder af det på internettet. Nogle af drengene i skolen, kunne godt drille mig lidt, men jog var overbevist om at det vær kærligt ment (i dag er jeg ikke så sikker på det), og fortsatte ufortrødent. Faktisk som om de ikke fandtes.

Gymnasiet begyndte. Og det var her, jeg opdagede, at jeg var nøgen. Helt blottet for skam. Jeg blev ramt af en selvbevidsthed og en trang til at gå op i andres mening. At være til for dem i højere grad end kun for mig selv. På godt og på ondt. Samtidig begyndte drenge at eksistere for mig på en helt ny måde. Førhen var de åndsamøber, men pludselig var de åndsamøber hvis opmærksomhed jeg hungrede efter.

Mere eller mindre ubevidst begyndte jeg at passe mere ind blandt de andre. Jeg stoppede med at have en underlig blog. Det gik fint med at få venner, og i takt med, at jeg begyndte at gå med mascara og holdt op med at have gigantsløjfer oven på hovedet (se billede), blev det nemt at få drengenes opmærksomhed.

I dag savner jeg den skødesløse tilværelse. Men det er fandens svært at aflære at gå op i, hvad andre synes. Måske er det en aldersbestemt ting – noget der peaker i teenageårene og de tidlige tyvere og aftager senere (se figur). Det håber jeg.

Figur. Fucks man giver for andres mening over tid. Det lille spike er en midtvejskrise.